Skod system...

Hmmm - Hvad der skulle ha været den bedte fødselsdagsgave ever - endte med at blive et mareridt.

Vi har hele tiden været ret sikre på at få vores godkendelse ved Samrådet.

At vi så skulle være så uheldige at blive udsat flere gange, det er en' ting - men at vi også skulle opleve "ikke at blive godkendt" - Det var et slag i ansigtet uden lige...


Uanset hvad, så var det netop hvad der skete den 6. juli kl. 12.45. Samrådet valgte at udsætte vores godkendelse indtil de havde fået yderligere oplysninger fra en tidligere psykolog, jeg Dorthe, gik hos i 2006, efter min skilsmisse.


Jeg må indrømme at jeg lige fik følelsen af en kold spand vand i ansigtet da jeg åbnede mailen fra vores sagskonsulent torsdag morgen. Det tog lige 10 min. at ramme de rigtige taster og ringe op til Torben som også måtte synke en ekstra gang.

Den 6. juli havde bare ætset sig ind i vores sind som den allervigtigste dag. Dagen hvor vi skulle godkendes til at "BLIVE FORÆLDRE". - Og nu smuldrede glæden li'som mellem hænderne på os.


Jeg fik ringet op til sagskonsulenten og aftalt endnu et møde kun mellem hende og mig. Sagen var jo netop udsat pga. mig og min brug af psykolog. Så mandag den 11.juli skal jeg til samtale på Statsforvaltningen - Igen igen....


Frustrationen melder sig - Følelserne er udenpå tøjet - For hvorfor os?? Hvorfor må vi ikke blive forældre?? Hvorfor skal andre bestemme om vi er gode nok??


Men på et tidspunkt må hjernen tage over for hjertet - For hvad er det Samrådet har set, som vi ikke har set??

Vi gransker socialrapporten igen og igen - og kan pludselig se nogle advarselssignaler som vi ikke har set før. Det er "forhåbentlig" fortolkningsspørgsmål.. Så nu har jeg siddet hele lørdag og skrevet tillæg til vores socialrapport som gerne skulle kunne give Samrådet de svar der er blevet bedt om.


Det vi ved der kan være svært for andre at forstå er, at vi føler os nærmest IKKE-godkendte. Det er så hårdt hvad en måned kan betyde - ventetiden er rædselsfuld - usikkerheden tærer på én - men ikke mindst kan en måned betyde et halvt år i den anden ene! ØV!!


Oveni frustrationerne omkring godkendelsen, døde Torbens bedstefar torsdag eftermiddag. Samme dag som vi fik beskeden fra Samrådet. Dette gjorde ikke denne følelsesmæssige ruchetur nemmere.

Vi kommer til at savne Bedstefar, men det var til hans eget bedste han fik fred nu. Håber han sidder oppe på en sky og sender en lille afrikaner vores vej..


Vi gemmer champagnen til den dag vi bliver godkendt. Men vi bliver lidt mere påpasselige med at gå og håbe på noget. Som jeg har skrevet før, så er der så mange involveret i "vores vej mod ønskebarnet" og det er til tider svært at forholde sig til at andre har meninger om hvordan vi skal føle og tænke i lige netop noget SÅ følelsesmæssigt som dette.


Vi kæmper videre - Vi er oppe på hesten igen.. Og hvis nogen har en anden mening om at vi ikke er ressourcestærke nok til at modtage et tvillingepar, så skal de få kamp til stregen. Hvis nogen er klar og stærke nok til at blive forældre, så er det OS ...