Der er nu bare så mange former for ventetider i hele godkendelses- og adoptionsprocessen, og vi kan i vores situation konstatere, at oplevelsen af ventetiderne smitter af på hinanden, så vi aldrig giver os selv lov til at glæde sig fuldt og helt..
Opture og Nedture
En adoptionsproces kan meget vel strække sig over to til seks år, fra man starter sin ansøgning hos amtet, og til man bliver forenet med sit barn. Antallet af neutrale dage – altså dage hvor livet leves og opleves helt almindeligt og lige ud ad landevejen – er for mange af os ventende familier alt for få.
Der er dage, uger og måneder med tilbageholdt frygt. Bliver man godkendt i fase 1? Hvad med fase 3? Bliver vi sprunget over på ventelisten?? Og hvornår er dagen hvor vi får BARN I FORSLAG??
En adoptionsproces kan meget vel strække sig over to til seks år, fra man starter sin ansøgning hos amtet, og til man bliver forenet med sit barn. Antallet af neutrale dage – altså dage hvor livet leves og opleves helt almindeligt og lige ud ad landevejen – er for mange af os ventende familier alt for få.
Der er dage, uger og måneder med tilbageholdt frygt. Bliver man godkendt i fase 1? Hvad med fase 3? Bliver vi sprunget over på ventelisten?? Og hvornår er dagen hvor vi får BARN I FORSLAG??
Der er dage med euforisk lettelse. Jubiii; Godkendelsen i fase 1 er i hus. Ligeledes er fase 3. Så kommer vi med nummer på ventelisten, og så rykker vi frem … Men derimellem forsvinder ens ansøgning til fase 3, i skrivebordsrodet hos en sammenbidt sekretær, der uden at blinke, lover højt og helligt at ”selvfølgelig kommer I til samråd”. Så er der yderligere oplysninger der skal indhentes.. Der er og har været en uendelig række af dage med sammenbidt utålmodighed. Vente på landevalgssamtale, vente på samtalerne med socialrådgiveren, vente på samråd, vente vente - vente på vores tur til ventelisten.. Når det så er sket så skal vi vente på at ansøgningen sendes til Sydafrika, vente på barn i forslag, vente på at hente barnet.
Vente, vente, vente!
Så er der dage, hvor gulvtæppet uden varsel forsvinder under en. Gode dage der pludselig bliver vendt til en dårlig pga. en forkert kommentar eller en hård dag på arbejdet.
Nerverne er lidt tyndslidte for tiden. Mest pga. at vores håb er tændt til det lille barn, og at vi er til tider synes det er helt usandsynligt om det nogensinde sker..
At ”leve livet mens vi kan” er noget vi ofte får af vide.. Men lever man ikke livet med børnene ligeledes?? Vi ønsker da mere end noget andet, at blive vækket af trippende fødder på soveværelsesgulvet midt nat, for så at se vores lille guldklump kravle op i sengen til os. Vi ønsker at bruge søndag eftermiddag på en lang tur i skoven med guldklumpen for så at falde omkuld alle tre/ fire på sofaen når vi kommer hjem.. Vi ønsker at bruge tiden sammen med jer, venner og familie, som en familie.. Og ja selvfølgelig nyder vi tiden os to alene. Vi sover længe, vi træner når vi vil, vi går i bio når vi vil… Men det vi allerhelst vil er at VÆRE EN FAMILIE.
Vi venter spændt på det bliver ”vores dag” – Men bær over med os når vi ikke synes ventetiden er særlig sjov og vi næsten ikke kan udholde tanken om at der kan gå flere år endnu.. For selvfølgelig har vi også dage hvor tankerne kredser om alt det dejlige der skal ske. Hvor vi glæder os over vi endelig er her. Endelig kan ”vente på ventelisten der rykker fremad”. Hvor vi ser hinanden i øjnene og fortæller at vi snart skal være forældre..
Det vi venter på lige nu, er at komme ned som nummer 40 på listen. Så skal vi i gang med at søge papirerne hjem til Sydafrika. En ordentlig bunke der skal oversættes og stemples af de rigtige folk. Og når det er gjort – Ja så venter vi bare til vi er nede som nr. 20.. For så skal vores sag sendes til Sydafrika - Og så kan alt ske…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar