Om at blive forældre

At være adoptivforældre er ikke for hvem som helst. 


De skal ikke blot have de naturlige forældreinstinkter forståelsen og påskønnelsen af den situation, der bragte et barn til deres arme og gjorde dem til forældre. Adoptivfamilien kom til veje ved valg, der blev taget, valg, taget af de biologiske forældre og valg, taget af adoptivforældrene. Det bånd, adoptivforældre har til deres barn styrkes over tid, ligesom barnet inde i dets første mors mave. Dag for dag, berøring for berøring, ved hjælp af hver tåre, hvert kys og hver erindring de deler, bliver de til en familie. Adoptivforældre har en særlig evne til at få kærlighed til at vokse.


Adoptivforældre ved at de er healere, ikke bare af de skrabede knæ med et plaster og et kys men af hjertet. De giver kærlighed, accept og tilladelse til at spørge og tale om den dag barnet blev født af dets biologiske forældre.
   

Adoptivforældre er omfavnere, ikke bare af barnet med masser af knus og kys men også af barnets oprindelse og historie. De omfavner virkeligheden omkring barnets fortid med styrke for både barnet og dem selv.


De er ikke bare hukommelsen der planlægger famileferien, aktiviteterne og fødselsdagsfesterne, men også hukommelsen, der lagrer minderne. Fødselsdata, fotos af hospitalet eller børnehjemmet og af dem, der tog sig af barnet lagres sammen med kortene og brevene, der annoncerede det hele. Alle disse ting lagres i en særlig mappe, som fortæller hele historien.


De er dem, der binder snørebånd og hjerter. De binder liv sammen til et vægtæppe af nye familier med mange forskellige lysende tråde, der viser deres individualitet og deres familieoprindelse. Sammen danner de en enhed, bundet til hinanden.
   

Adoptivforældre er eksperter i at finde tabte ting, men forstår og validerer det grundlæggende og dybe tab, som adoptionen skaber. De tillader tårer at falde og sorgen at føles, tillader barnet at sørge over den mor, som ikke er der. De hviler i sikker forvisning om at de ikke er en erstatning men dem, der afslutter løb for én, som, af den ene eller den anden grund ikke kunne løbe længere.


Den rolle er ikke for de svage i sjælen eller dem, der let bliver såret. At elske et barn, der ikke blev født af dem selv og kalde det sit eget, men det er hvad de gør, det er deres skæbne.
   
De er forældre."